Praktisk information

Her finder du praktiske oplysninger og svar på de spørgsmål, vi oftest får fra vores gæster.

Nej, det er gratis at besøge området omkring Højeruplund, Stevns Klint og kirkeruinen. Du betaler kun for parkering og eventuelt mad og drikke hos Traktørstedet.
Ja, det er gratis at besøge kirken. Højerup gl. Kirke er åben dagligt kl. 10.00-17.00 fra påske til 31. oktober og 10-16 fra 1. november til påske.

Området omkring Højeruplund er dog åbent hele året, så du altid kan nyde udsigten over Stevns Klint – også uden for sæsonen. I vinterperioden kan enkelte faciliteter som toiletter og traktørsted have begrænsede åbningstider.

Ønsker du at booke kirken til vielser, kommercielle aktiviteter eller lignende kan du læse mere i sektionen “booking”.

Ja, ved Højerup kan du se det berømte fiskelerlag, der markerer overgangen mellem kridt- og tertiærtiden – dengang dinosaurerne uddøde. Laget kan ses tydeligt i klinten neden for kirken og er en af hovedårsagerne til, at Stevns Klint er UNESCO Verdensarv.

Ja – der er parkering ved Højeruplund til 50 kr. pr. dag, og betalingen sker via betalingsautomaten på pladsen.

For autocampere, der ønsker at blive parkeret mellem kl. 24:00 og kl. 08:00, kræves en særskilt tilladelse – denne tilladelse købes hos traktørstedet for 100 kr. og skal placeres tydeligt synlig i køretøjet.

Hvis du mod forventning bliver opkrævet flere gange for parkering (fx dobbeltbetaling), kan du sende dokumentation til e-mail: formand@hb39.dk

Ved Højeruplund finder du offentlige toiletter, en stor parkeringsplads samt Traktørstedet Højeruplund, der serverer mad og drikke. I sommerhalvåret er der desuden et lille ishus, som holder åbent i sæsonen.

Området er delvist tilgængeligt for gangbesværede, og hunde er velkomne, så længe de holdes i snor.

Du er velkommen til at nyde din madpakke ved bordene og bænkene i området – husk blot at tage affaldet med dig.

Gå tur i området hjemmefra “klik med musen for at komme omkring”: KLIK HER

Fra Højeruplund kan du nemt besøge flere af Stevns Klints største oplevelser. Mod syd ligger Stevns Klint Experience i Boesdal Kalkbrud med udstillinger, café og aktiviteter året rundt. Mod nord kan du følge Trampestien til Stevns Fyr, hvor du kan komme op i fyret og opleve en storslået udsigt over klinten. Her finder du også en skiftende udstilling og en lille butik, som holder åbent i sæsonen.

Begge steder ligger kun få kilometer fra Højeruplund og kan nås både i bil og til fods.

De fleste besøgende bruger 1–2 timer i området, men mange vælger at blive længere for at nyde udsigten, spise på traktørstedet eller gå en tur ad Trampestien.

Nej, droneflyvning er som udgangspunkt ikke tilladt ved Højeruplund og Stevns Klint af hensyn til naturen og de ynglende fugle i området.

Ønsker du at flyve med drone, skal du søge tilladelse hos Stevns Kommune.