Fiskerhuset ved kæret:

Mindehuset står som et synligt minde om den arbejdende befolkning ved kysten af Stevns Klint.

Fiskeriet ved den farlige og ugæstfrie kyst med de små lette både kunne ikke skaffe en familie det daglige brød.

Afkastet fra de små jordlodder var heller ikke tilstrækkeligt, så mændene måtte supplere indtægterne med at skære sten i kridtbruddet. Det var et barsk liv. Når mændene var landet med fangsten af fisk, tog konerne fat, pillede fiskene af garnet og sørgede for at få dem solgt, medens mændene gik til det tunge arbejde  i   kridtbruddet.

Huset er bygget omkring 1820 med egebindingsværk, som står på sylesten af flint fra kridtbruddene. Felterne er udfyldt med kridtsten og på bagsiden af huset går stråtaget ud over bagenden af bageovnen.

Gennem de to halvdøre træder man ind i frammerset, hvorfra der er adgang til den  åbne skorsten. Herfra er der indfyringsåbninger til vaskekedel, bageovn og bilæggerovn.

Huset er flyttet fra dets oprindelige placering i Højerup til den nuværende ved kirkekæret i 1948 af Selskabet Højeruplund på initiativ af godsejer J. Christiansen, Louisenborg.