Højeruplund og den Gamle Kirke

Der kan bestilles en guidet tur i kirken ved henvendelse til Østsjællands Museum, 5650 2806

Historie:

Den oprindelige Kirke er en unggotisk bygning fra ca. 1250. opført af kridtkvadre hugget ud af materialer fra klinten. (Nyere forskning daterer den til ca. 1357, se Valdemar Atterdag og Højerup kirke på det yderste Stevns (Ebbe Nyborg i Festskrift til Peter Zeeberg 2017))

Sakristiet på nordsiden, hvis tag lukker for det gamle nordvindue er tilbygget engang i 1400 tallet. Tårnet er opført omkring år 1500, medens våbenhuset er senere – formentlig omkring 1550. Våbenhuset er overvejende opmuret af munkesten med bælter af kridtkvadre. Tagkonstruktionen på skibet er den oprindelige, men er forstærket for omkring 250 år siden.

Kirken omtales første gang på Valdemar Atterdags tid, da den i 1357 blev indviet til Johs. Døber og til fiskernes skytshelgen Sct. Clemens i forbindelse med en genindvielse af Kirken efter en ombygning af Koret.

Tavlen, som vi ser på Sydvæggen, er en afskrift af, og en erstatning af den oprindelige Kobbertavle, som Kongen, Christian den IV inddrog i beg. af 1600 tallet. Teksten er naturligvis latin – den er jo skrevet længe før reformationen.

Der står: Da Valdemar den IV var konge og med største berømmelse på Fyn havde besejret Holstenernes stærke hær, idet Grev Klaus var taget til fange, blev denne kirke på det yderste forbjerg indviet af Hr. Henrik Gertsen, biskop af Roskilde, til ære for Sct. Johannes Døber og Sct. Clemens martyr i det herrens år 1357, tirsdagen efter Jomfru Marias fødselsdag. (12.sept.)

Allerede i 1682 kom kirken i privateje, idet Christian den V overdrog kirken til sin dronning Charlotte Amalie. Dronningen ejede i forvejen Gjorslev, Søholm, Erikstrup og Vemmetofte Godser (Det var det meste af Stevns) og hun lagde Højerup kirke ind under Gjorslev Gods. I 1918 overdrog godsejer Frederik Scavenius Kirken til Selskabet Højeruplund, som stadig ejer Kirken. Den er dog fredet i klasse A, og under tilsyn af Nationalmuseet. 

Katastrofen:

Et sagn fortæller, at en skipper i havsnød lovede at bygge en kirke, hvis han kom frelst i land.

Et andet og mere kendt sagn går ud på, at Kirken hver julenat flytter sig et hanefjed ind i landet for at undgå nedstyrtning.

Hanefjedssagnet er et poetisk udtryk for, hvor langsomt havet i århundreder havde undermineret klinten. I 1776 var afstanden til klintekanten 16 alen d.v.s. ca. 10 meter.Godt hundred år senere i 1892 var dette mål kun formindsket med 1 alen.

Men herfra gik det hurtigt. Havde mennesket ikke grebet ind i naturen, havde Kirken sikkert stået i sin helhed den dag i dag.

Sagen var, at den driftige godsejer Scavenius på Gjorslev var begyndt at udnytte klinten kommercielt ved at skære kridtsten i klinten.

Produktionen tredobledes i perioden fra 1840 til 1870`erne, hvor den nåede op på 270.000 kridtsten om året. Stenbruddene lå på begge sider af Kirken.  Efterhånden lå kirkegården som et forbjerg ud i havet, som grådig tog for sig af retterne. I 1910 blev kirken lukket. Havet havde ædt sig så langt ind i det bløde  skrivekridt, som ligger nederst, at man ikke fandt det forsvarligt, at holde tjeneste i kirken mere.

En ny kirke blev bygget i sikker afstand fra klintekanten, og den blev indviet i 1913.

Der gik alligevel 18 år før katastrofen indtraf.

Sommeren 1927 var den vådeste i mands minde. alle revner og sprækker dybt ned i kridtlagene var fyldte med vand, da frosten satte ind i den forholdsvis hårde vinter.

Den 16. marts 1928, tidligt om morgenen løsnede hele det hele sig øst for kirken og styrtede ned. Den østlige kirkegårdsmur, den østlige del af kirkegården og koret på Kirken styrtede ned. Den Gamle Kirke på klintens rand blev med et landskendt. Tusinder af mennesker valfartede hertil for at se skaderne og ødelæggelserne. Det hele kunne være forhindret.  !!!

I det samme år blev der ydet en statsbevilling til sikring af Kirken i fremtiden.

Sikringen: 

Mod bølgerne etableredes et værn, en bølgebryder af store sten ud i havet.

Der blev rejst en betonmur mod det svage morænelag. Den er funderet på det hårde  kridtlag og foroven forankret med tre store jerndragere, som er gravet ned under og igennem kirken på langs – for så igen at være forankret i store betonklodser lige vest for Kirken.

Ved gravning af renderne gennem  Kirken fandt man en middelaldergrav ca. 70 cm under niveau. Selve den 150 cm lange grav, der var gravet i det hårde ler, havde rundet hovedleje og bredt skulderparti og smallere mod fodenden. Som låg var der et par kridtflager.

 Kalkmalerierne:

Er formentlig malet i forbindelse med genindvielsen i 1357.

Øverst på nordvæggen:

Sankt Jørgen til hest i kamp med dragen og umiddelbart vest derfor en anden drage.

Nederst på Nordvæggen:

Vestligst: Abraham ofrer Isak.

Midt: Sankt Kristoffer.

Vest for vinduet i mindre format: Hellig Oluf med sin økse, der har et lige kort skaft. Rød er den dominerende farve.

Triumfvæggens  (østvæggens) nordre del:

Barnemordet i Betlehem. Nærmest hjørnet står Herodes som slank adelsmand i snæver, kort dragt med bælte om hofterne.

Kvinderne ved Jesu grav.

Syd for korbuen: Jesus viser sig som havemand for synderinden.

Et par apostelskikkelser. Den sydligste er Peder med nøglen.

I 2016 foretog Nationalmuseet takket være en bevilling fra Augustinus-fonden en forundersøgelse af kalkmalerierne med henblik på mulig restaurering. Desværre var resultatet nedslående: med den nuværende teknik kan man ikke fuldstændig fjerne algevæksten på murene uden at beskadige kalkmalerierne. Malerierne blev afrensede og rummet sat under klimatisk observation for om muligt at finde en mulighed for at sænke den høje fugtighed, der gør algevæksten mulig.

Arbejdet dannede grundlag for en artikel i Nationalmuseets Arbejdsmark 2017 s. 187: Et rekonstrueret budskab – kalkmalerierne i Højerup gamle kirke, af Martin Wangsgaard Jürgensen og Susanne Ørum.

LÆS MERE

Altertavlen:

Er fra 1599. Det landlige  snedkerarbejde virker naivt, C4, R D (Rex Dania) Kongens navnetræk på topornamentet. På storvingerne er malet et adelsvåben med bogstaver henvisende til Christian Holck, lensmand på Tryggevælde og fru Karen Krabbe. I storfeltet: Jesu forklarelse på bjerget.

 Skibets nordvindue:

Her stod et alterskab med en træfigur Sct. Clemens, figuren dateres tilbage til 1300 tallet, måske samtidig med kalkmalerierne.

Ovenpå skabet, stod der en mariafigur, ligeledes i træ fra 1400 – 1450.

Begge figurerne var overmalede i 1800 tallet.

Sct. Clemens figuren blev stjålet i forbindelse med et indbrud i Kirken omkring 1999.

Prædikestolen:

Er fra 1605 – af Tryggevældetypen. I postamentfelterne er malet Anno 1605, den tid Ditløff Holck høvedsmand var på Tryggevælde blev denne prædikestol gjort på Kirkens bekostning.

Døren til Våbenhuset:

Er fra 1557 af en yngre sengotisk Køgemester.

To drager, hvis haler, horn og vingerer er opløste i  gotisk Rankeværk. Af firkantfelterne har de tre øverste foldeværk om pili og med indridsede bølgelinieborter. De  øvrige cirkler med rosetter eller skjolde, hvori Christi hjerte, hænder og fødder er.

Hvor feltet med Frelserens højre hånd skulle være, er der indsat et nyere malet felt: 1704 er dette stykke af torden udslaget.

Præsteindberetning fra 1755 fortæller, at lynet slog ned nær ved prædikestolen, hvor muren revnede, og for ud gennem kirkedøren.