Minder om 1864 og Grænselandet:

 Peder Hiort Lorenzen (1791-1845) .

“Han talte dansk, og han vedblev at tale dansk”. Disse ord er lovtalen over en mand, der for sin standhaftige optræden for danskheden fik den danske nations største respekt.

I 1834 blev Peter Hiort Lorenzen valgt i sin hjemby, Haderslev til Slesvigs stænderforsamling. Han blev en af de toneangivende i stænderforsamlingens liberale gruppe. Hans krav om Slesvigs frigørelse fra det Tyske forbund, en folkelig grundlov, og indførelse af dansk øvrighedssprog i Slesvig vakte voldsom harme og modstand i stænderforsamlingens tysksindede flertal. Modstanden blev ikke mindre, da Hiort Lorenzen herefter begyndte at tale på dansk i stænderforsamlingen. Han forlangte, at danske taler skulle optages i protokollen ved siden af de tyske.

Hiort Lorenzen vedblev at tale dansk, og uviljen mod hans politik voksede. I slutningen af 1842  bekendtgjorde forsamlingens præsident, at han ville formene Hiort Lorenzen adgang til salen, hvis han ikke talte tysk.

Dette betød et afgørende gennembrud for danskernes nationalitetsfølelse, og i 1843 blev Hiort Lorenzen hyldet af sine landsmænd ved det første møde for danskheden på Skamlingsbanken i Sønderjylland. Han fik overrakt et drikkehorn med indskriften ” Han vedblev at tale dansk”

Sprogstriden satte sindene i kog på begge sider af grænsen, men i foråret 1844 bestemte Kong Christian 8., at man kun måtte tale dansk i Slesvigs stænderforsamling, hvis man ikke kunne tale tysk, og forbød dermed Hiort Lorenzen at tale på dansk. Kongens afgørelse vakte stor harme i hele landet, og der blev sendt en protestskrivelse med 20.000 underskrifter blev sendt til kongen, som aldrig gav Hiort Lorenzen sin fulde støtte.

Mindesmærket er rejst i 1911 i Højeruplund.